præmisser i ny madordning
Frokostmåltid i institutionerne
Som følge af aftalen mellem regeringen og KL kan kommunerne selv vælge helt eller gradvist at indføre en frokostordning i 2010.
Samtidigt er det aftalt, at kommunerne tilføres ekstra bloktilskudsmidler.
Ordningen bliver først obligatorisk fra 2011.
Børne- og Familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet, at det er den enkelte forældrebestyrelse, som bestemmer, om der skal indføres en frokostordning i 2010.
Forældrebestyrelsen træffer beslutningen.
Der kan indføres en frokostordning i den enkelte institution på skriftlig anmodning fra forældrebestyrelsen. Det er altså en forudsætning, at et flertal i forældrebestyrelsen
træffer beslutning herom på et møde.
Hvornår kan en frivillig ordning indføres?
For de institutioner, som indfører det sunde frokostmåltid i 2010, skal taksterne forhøjes efter gældende regler. Det vil sige, at takststigningerne skal varsles med 3 måneder. Der kan dog varsles med blot én måned, hvis tastforhøjelsen sker i forbindelse med budgetlægningen for næste år i oktober. Af praktiske grunde er det besluttet, at en frokostordning i 2010 kan påbegyndes med virkning fra 1. januar eller 1. august. Institutioner, som ønsker at påbegynde en frokostordning pr. 1. januar 2010, skal give besked til Dagtilbudsafdelingen senest den 25. oktober 2009. Institutioner, som ønsker at påbegynde en frokostordning pr. 1. august 2010, skal give besked til
Dagtilbudsafdelingen senest den 1. april 2010.
Typer af madordninger
Børne- og Familieudvalget ønsker i princippet, at hver enkel institution vælger den madordning, som passer bedst til de lokale forhold og ønsker - herunder om maden skal leveres udefra, fremstilles i institutionen eller forskellige kombinationer heraf. Hvis en institution ønsker at få leveret færdiglavet mad udefra, skal der af hensyn til reglerne om konkurrenceudsættelse først gennemføres en annoncering, så alle interesserede udbydere kan fremsende tilbud. Kravene til madleverancen skal fremgå af annonceringen. Det gælder både for kommunale og selvejende institutioner. Ifølge kommunens indkøbspolitik skal alle varer og tjenesteydelser som udgangspunkt være omfattet af fælles indkøbsaftaler. Indtil det er afklaret, om der også skal indgås en fælles indkøbsaftale for levering af frokostmåltider, kan der kun indgås bindende aftale med en leverandør efter nærmere aftale med Dagtilbudsafdelingen.
Den enkelte institution kan frit indkøbe brød og pålæg mv. til smørselv-ordninger og lignende, så længe der ikke er indgået en fælles indkøbsaftale om levering af råvarer til egenproduktion.Det er den enkelte institutions ansvar at sikre, at den påtænkte madordning lever op til de ernæringsmæssige krav og til gældende hygiejneregler for køkkener i børneinstitutioner mv.
Forældrebetaling
Daginstitutionstaksterne for 2010 er endnu ikke politisk godkendt. Børne- og Familieudvalget har imidlertid besluttet, at alle takster skal stige ligemeget i kroner og øre som følge af, at der indføres en frokostordning. Taksten forventes at stige med omkring 445 kr. pr. måned, uanset om der er tale om vuggestue eller børnehave, og uanset om der er tale om 50, 40 eller 30 timer.
Økonomi
Børne- og Familieudvalget har tilkendegivet, at de ekstra bloktilskudsmidler ønskes anvendt til finansiering af madordninger. Den økonomiske ramme udgør herefter ca. 24 kr. pr. portion i 2009-priser, hvis det kommunale tilskud til forældrebetalingen for børnehavepladser nedsættes fra 75 % til 70 %. Beløbsrammen kendes først endeligt, når budgettet er vedtaget.Hver institution tildeles midler i forhold til antallet af børn, som deltager i madordningen og i forhold til hvor stor en del af året, man tilbyder en madordning. I administrationens beregninger er der taget udgangspunkt i 233 kostdage om året.
En institution med f.eks. 70 børn, som starter en frokostordning pr. 1. august 2010, får således tilført følgende beløb til finansieringen på budgettet for 2010: 70 x 5/12 x 233 x 24 = 163.100 kr.
Der er ikke afsat midler til investeringer i køkkenfaciliteter på budgettet for 2010. Institutionerne må derfor som udgangspunkt afholde de nødvendige udgifter af eget budget.
Øvrige bestemmelser
Børne- og familieudvalget har i øvrigt besluttet
- at alle institutioner forpligtes til at vise hensyn over for eventuelle børn fra etniske minoriteter - således at der kan serveres "kulturbetinget" kost, dvs. kost, som bl.a. ikke indeholder svinekød eller tilsætningsstoffer baseret på svinekød
- at der kan medbringes mad hjemmefra, i de tilfælde hvor barnet har en lægedokumenteret allergi eller sygdom, mod en reduktion i forældrebetalingen
- at den enkelte forældrebestyrelse kan beslutte at supplere med forældrebetalte
madordninger for den mad, som ikke udgør det obligatoriske frokostmåltid - at personalet mod betaling får mulighed for at deltage i madordningen