Søg
Opdateret 30/08-2010


Studerende


Praktikstedsbeskrivelse og uddannelsesplan, Børnehaven Troldehulen, Tarm.
Vi repræsenterer praktikuddannelsesområde, Børn og unge i dagophold. Vi er en børnehave normeret til 73 børn i alderen fra ca. 3-6 år. Vi arbejder med åben plan, med en udegruppe og en hjemmegruppe. Desuden har vi en indslusningsgruppe, hvor vi modtager børnene fra dagplejen.

I Troldehulen er der 5 pædagoger hvor 1 har praktikvejlederuddannelsen, med eksamen på PD niveau, 6 medhjælpere samt en økonoma der står for vores madordning. Desuden har vi ofte virksomhedspraktikanter i huset.
Praktikvejlederne er: Heidi Guldager og Conny Toft Andersen det er dem der har kontakten for praktikuddannelsen.

Troldehulen er en kommunal institution i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det grundlag vi arbejder ud fra er Dagtilbudslovens §7 og §8. Vi har en forældrebestyrelse, som har det overordnede økonomiske og pædagogiske ansvar for Troldehulen (Styrelsesvedtægter for de kommunale institutioner i Ringkøbing-Skjern Kommune)
Troldehulens brugergruppe er børn fra ca. 3-6 år, og da vi vægter forældresamarbejdet højt, ser vi forældrene som sekundær brugere. Børnene kommer hovedsageligt fra velfungerende familier og vi har indimellem tosprogede børn.

I Troldehulen arbejder vi på at skabe trygge og harmoniske rammer, hvor vi tager udgangspunkt i det enkelte barns udvikling, behov og sociale relationer. Vi arbejder udfra en anerkendende pædagogik, hvor vi ser hvert barn som unikt og med særlige forudsætninger. Vi tager afsæt i barnets behov, styrker og interesser og fokuserer på det der virker og giver mening for barnet. Det gør vi fordi vi tror på at et barn der bliver mødt anerkendende ved at blive set, hørt og forstået udvikler et selvværd med lyst til at udforske verden.

I henhold til § 8 a bruger vi de pædagogiske læreplaner, med de 6 temaer, til at sætte fokus på det vi gerne vil opnå med de tiltag vi sætter i gang og efterfølgende at dygtiggøre os gennem evaluering og refleksion af vores arbejde.

I Troldhulen har vi fokus på børnenes forskellige overgange. Først fra dagplejen til indslusningsgruppe. Herfra til en af grupperne og til sidst overgangen til skole. Vi ved at overgange til noget nyt ofte er forbundet med brud på mange af børnenes vante rutiner. Derfor arbejder vi med at skabe nogle trygge rammer, hvori vi kan forberede børnene på det nye der skal ske. Dette sker fx gennem forbesøg, små samtaler med børnene og møder de voksne imellem.

Troldehulen lægger vægt på børnenes egen leg, og arbejder derfor med at skabe rum hvor dette er muligt. Vi oplever at børnene gennem deres egen leg lærer meget om fx selvstændighed, fantasi, venskab og sociale spilleregler.

Da vi er en skovbørnehave arbejder vi meget med at lære om skoven, tage ansvar for den og bruge de muligheder naturen giver. De to grupper skiftes til at være i skoven 14 dage ad gangen i tidsrummet kl. 9.30-13.00. Før og efter dette tidspunkt, arbejdes der udfra åbent plan. Det giver mulighed for relationer på tværs af grupperne både blandt børn og voksne.

Tværprofessionelt samarbejde
Vi samarbejder med PPR, Støttekorpset og tale-hørekonsulent.

Arbejdsforhold for den studerende
Den studerende arbejder på samme stue som sin vejleder og i 1. praktik kommer den studerende så vidt muligt til at have samme arbejdstider som vejleder.
I 2. & 3. praktik arbejder den studerende også på samme stue som vejlederen, men her har den studerende mødetider der dækker hele institutionens åbningstid og kommer dermed også til at arbejde sammen med personale fra andre stuer.

I Troldehulen er den studerende enten på indslusningsgruppen eller en af de andre grupper. Men der er mulighed for at snuse til begge dele hvis det ønskes.

Øvrige oplysninger
Vi er fleksible i forhold til arbejdstider, såfremt den studerende er afhængig af offentlige transportmidler eller andre ting der gør, at tiderne skal ligge på en bestemt måde.

Institutionen som praktiksted i 1., 2. og 3. Praktikperiode.
Den studerende skal være opmærksom på at vi bruger meget tid udendørs og derfor er praktisk tøj samt indesko nødvendigt. Vi forventer at den studerende deltager i møder og arrangementer der afholdes i Troldehulen også selvom det er udenfor arbejdstid.
Den studerende arbejder efter en fastlagt arbejdsplan, på samme stue som vejlederen. Arbejdstiden for 1. Praktikperiode er 30 t. pr. uge og 32,5 i 2. og 3. praktikperiode. Der kan i særlige tilfælde ændres i arbejdsplanen ved fx sygdom og ferie.
Udfra den studerendes læringsmål vil praktikvejlederen i samarbejde med den studerende finde relevant litteratur.
I praktikperioden vil der hver uge være afsat 1 - 1,5 time til vejledning med praktikvejleder. Derudover tilbydes vejledning med andre personaler med relevante kompetencer.
I vejledningstimerne arbejdes der udfra en dagsorden, som den studerende også er ansvarlig for:
1) Ugen der gik, 2) Læringsmål, 3) Praktikdokument, 4) Ugen der kommer
Vi forventer at den studerende er forberedt til vejledningstimerne, samt til et fast punkt på personalemøderne. Derudover er engageret, spørgende og reflekterende.
Ved praktikperiodens afslutning skal den studerende udarbejde en skriftlig evaluering af både hus og praktikvejleder.
På besøgsdagen forventer vi at den studerende er i institutionen nogle timer, hvor der vil være rundvisning af huset og besøg på gruppen. Derudover vil der blive holdt et møde med vejlederen, bl.a. med indledende drøftelser om læringsmålene og udlevering af velkomstfolder.
Hvis der i løbet af praktikken opstår bekymring, mener vi, at både praktikvejleder og studerende har ansvar for at der hurtigst muligt bliver sat ord på bekymringen og handle derefter. Hvis det er nødvendigt kontaktes uddannelsesstedet.

Periodens Centrale Kundskabs- og færdighedsområder - Fælles for de tre praktikperioder
I Troldehulen arbejder vi udfra en anerkendende tilgang, hvor vi ser børnene som unikke mennesker med hver deres særlige forudsætninger.
Vi arbejder hen imod at barnet lærer at blive selvhjulpen, se og forstå de sociale spilleregler fx at kunne rumme ikke at få tilfredsstillet sine behov her og nu.
I tilrettelæggelsen af vores pædagogiske tiltag tager vi højde for det enkelte barns kultur, familiemæssige ressourcer, alder og personlige kompetencer.
Samfundsmæssige vilkår har stor betydning for vores hverdag i form af love, regler, nedskæringer m.m. og vi interesserer os og forholder os til samfundsdebatten.
Vi arbejder med pædagogiske læreplaner som et brugbart redskab i hverdagen. Vi dokumenterer ved hjælp af dagbogsfortællinger, billeder, udstillinger og hjemmesiden. Vi bruger det til at synliggøre vores faglighed og den pædagogiske praksis, samt et personligt udviklingsredskab.

Faglige Kompetencemål for 1. praktikperiode Den pædagogiske relation
I Troldehulen skaber vi mulighed og rammer for, at den studerende kan arbejde med kompetencemålene ved:
  • Den studerende følger praktikvejlederens daglige virke, og den studerende er iagttagende og spørgende. Langsomt gives den studerende mere ansvar for på den måde at komme til at indgå i praktikstedets daglige praksis.

  • For at den studerende lever op til målet skal han/hun vise situationsfornemmelse for hvornår praktiske opgaver skal klares, fx bleskift, hentning af mad, oprydning og hvornår det fx er hensigtsmæssig at sætte en aktivitet i gang. Vi skal kunne se, at der sker en udvikling af den studerendes situationsfornemmelse fra praktikkens start til slut.

  • Vi giver den studerende og børnene tid til at lære hinanden at kende ved at han/hun er sammen med dem, enten de er på gulvet, ved bordet, på gangen eller legepladsen både som deltager og som iagt- tager. Ligeledes får den studerende tid og rum til den daglige kontakt med forældre og kollegaer.

  • Vi kan se at den studerende indgår i relationer ved at børn, forældre og kollegaer henvender sig og bruger ham/hende.

  • Gennem iagttagelse, vejledning og handling vil vi give den studerende mulighed for at støtte andres etablering af relationer samt forholde sig til egne relationsmæssige forudsætninger og færdigheder.

  • På stue-, personalemøde og til vejledning deltager den studerende aktivt i planlægning af de pædagogiske processer, hvor vi arbejder med de pædagogiske læreplaner. Efterfølgende skal den studerende bidrage til gennemførelse af det planlagte. Herefter skal processen evalueres til stue-personale-møde og vejledning. Vi vil lægge mærke til hvilken rolle den studerende har påtaget sig i processen.
  • I arbejdet med den studerendes praktikdokument vil vi til vejledning læse relevant litteratur og reflektere over erfaringerne fra den daglige pædagogiske praksis.

    Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder for 1. praktikperiode: Den pædagogiske relation
    I Troldehulen vægter vi samspil og relationer højt, da det har en stor betydning for livskvalitet og udvikling, at kunne spejle sig i andre og eksperimentere sammen. Vi arbejder med en vekslen mellem voksenstyret aktiviteter, børns egen leg og samspil, hvor vi udforsker barnets egne interesser.

    I brugen af den anerkendende kommunikation er vi bevidste om at skabe positive historier omkring barnet. Vi viser tydeligt, at vi kan lide at være sammen med barnet både i sproget og med kropssproget. Vi anerkender, at barnet også ved konflikter har en hensigt med det, det gør.

    Vi er bevidste om magtfordelingen i relation til børn og forældre og derfor bestræber vi os på at være gode rollemodeller. Etisk er vi opmærksomme på ikke at overskride barnets grænser samt etiske dilemmaer i forhold til forældresamarbejdet og personalesamarbejdet.

    Faglige kompetencemål for 2. praktikperiode: Den pædagogiske institution
    I Troldehulen skaber vi mulighed og rammer for, at den studerende kan arbejde med kompetencemålene ved:
  • At være åben og lydhøre overfor den studerendes idéer og tiltag, samt være villig til at afprøve det, giver vi den studerende mulighed for at bidrage til tilrettelæggelsen og organiseringen af det daglige pædagogiske arbejde.

  • Den studerende vil udfra egne observationer i det daglige arbejde deltage i udviklings- og forandringsprocesser.

  • Gennem arbejdet med de pædagogiske læreplaner kommer den studerende til udover, at planlægge gennemføre og evaluere pædagogiske processer, også til at dokumentere og formidle praksis.

  • Ved løbende at arbejde med praktikdokumentet vil den studerende i vejledningstimerne skulle forholde sig til egen og Troldehulens praksis. Dette vil ske gennem etiske og kritisk refleksioner sammen med vejlederen.

  • Vi vil lægge mærke til om den studerende kommer med observationer fra det daglige arbejde og forslag til hvordan den pædagogiske praksis kan udvikles og forandres. Herefter være i stand til, sammen med vejlederen, at formidle, planlægge og gennemføre samt dokumentere processen.


    Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder for 2. praktikperiode: Den pædagogiske inst.
    I Troldehulen er vi bevidste om dilemmaet i at prioritere mellem kravene fra myndighederne, forældrene og vores egen faglighed. Vi tilrettelægger den pædagogiske praksis udfra den rolle vi har i forhold til barnets udvikling, opdragelse og anden adfærd senere i livet.

    Bl.a. gennem vejledning fra Troldehulens leder får den studerende indblik i hvordan de samfundsmæssige beslutninger har indflydelse på børnehavens vilkår og hvordan disse beslutninger spiller ind i Troldehulens organisation, kultur og ledelse. Desuden bliver vilkårene debatteret til personalemøderne og i vejledningstimerne.

    Vi prioriterer et positivt og udviklende samarbejde internt i Troldehulen. Vi er lydhøre og respektfulde overfor hinanden og med en erkendelse om at forskellighed er en styrke. Vi tror på, at de voksnes trivsels i børnehaven smitter af på børnene.
    I det eksterne samarbejde med PPR, støttekorpset og Tale-hørekonsulenter, arbejder vi udfra en gensidig respekt for hinandens profession og støtter op om hinandens arbejde.

    Vi er bevidste om det pædagogiske personales magt i relation til børnene, da personalet ofte har en "plan" med relationen, den er ofte tidsbegrænset og er fordelt ud på flere personer. For etisk at tage hensyn til disse dilemmaer er det fx vigtigt at videregive oplysninger om barnets dag til det næste personale og at være bevidst om at "planen" med relationen tilgodeser barnets behov.

    3. Praktikperiode: "Den pædagogiske profession" og "Specialisering"
    Specialiseringsområdet i Troldehulen er Børn og unge og alle liniefagsområderne er repræsenteret.
    Den studerende kan derfor få mulighed for at bruge sig selv og sine evner uanset liniefagsområde.

    Faglige kompetencemål for 3. praktikperiode:" Den pædagogiske profession"
    I Troldehulen skaber vi mulighed og rammer for, at den studerende kan arbejde med kompetencemålene ved:
  • Gennem en kort introduktionsperiode, hvor den studerende har lært at begå sig i vores pædagogiske praksis bl.a. gennem observationer og spørgsmål. Herefter skal den studerende anvende og handle ud fra de teorier og den praksis han/hun indtil videre har stiftet bekendtskab med i løbet af uddannelsen.

  • Vi skal kunne se og høre, både til vejledning og i det daglige, at den studerende anvender hans/hendes viden til at udvikle den pædagogiske praksis og derefter føre det ud i livet.

  • Den studerende vil udfra egne observationer, viden om målgruppen og teoretisk viden få mulighed for, at udføre en målrettet indsats på baggrund af et set behov. Vi vil lægge mærke til om den studerende udfra sin viden vurderer, hvilke tiltag der er relevante for målgruppen, samt om den studerende kan argumentere fagligt for sine valg. Efterfølgende skaber vi, gennem vejledning, mulighed for at reflektere over erfaringer og videreudvikling.

  • Gennem vedligeholdelse af praktikdokumentet, selvstændig ageren i dagligdagen, sparring med kollegaer samt forholde sig til den samfundsmæssige udvikling får den studerende mulighed for at redegøre for sin egen identitet som pædagog. Vi forventer at kunne se, at den studerende tager ansvar for egne handlinger i forhold til både børn, forældre og personale.

    Faglige kompetencemål for 3. Praktikperiode: "Specialiseringen"
    I forhold til specialiseringen vil vi skabe de samme muligheder og rammer som beskrevet under de faglige kompetencemål for 3. praktikperiode. Vi vil så vidt muligt give den studerende tid til at fordybe sig med observationer og refleksioner omkring sin specialisering. Være åben overfor at den studerende afprøver nye ting og være villig til at svare på spørgsmål. Vi kan sætte specialisering på som et fast punkt på vejledning og være behjælpelig med fx at finde relevante personer at spørge og relevant litteratur.

    Den studerende vil under sit faste punkt på personalemøderne kunne formidle sin viden og refleksioner om specialiseringen til det øvrige personale. På den måde får den studerende mulighed for at sætte ord på det han/hun arbejder med, og kan inddrage hele huset i videre refleksioner.

    Vi vil som institution og vejleder være bevidste om, at det her, er den studerende der erhverver sig en kompetence, som vi andre kan blive udviklet af.



    Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder for 3. Praktikperiode: Den pæd. Inst.
    Pædagogerne i Troldehulen har ansvaret for at det pædagogiske arbejde bliver tilrettelagt udfra Dagtilbudsloven §7.
    Pædagogerne arbejder med didaktiske overvejelser om, at fremme børns udvikling og læring i et trygt miljø, hvor kernebegreberne er omsorg, relationer og udvikling.

    Vi arbejder udfra en anerkendende pædagogik, hvor vi ser hvert barn som unikt og med særlige forudsætninger. Vi tager afsæt i barnets behov, styrker og interesser, samt fokuserer på det der virker og giver mening for barnet.

    I Troldehulen arbejder vi endvidere med forældresamarbejde, Pædagogiske læreplaner, overgange, børns egen leg og udeliv i skovgruppen. Se beskrivelser under praktikstedsbeskrivelse på side 1.
    Vi oplever at vi i dag lever i et videnssamfund hvor mængden og tilgængeligheden af informationer og viden er stadig stigende. Som en konsekvens af dette oplever vi en forældregruppe der stiller krav til, at vi tilgodeser netop deres barn og får formidlet oplevelserne til dem. De stiller spørgsmål om deres barn og hvis de ikke får et brugbart svar kontakter de en anden faggruppe. Fra myndighedernes side bliver vi pålagt flere og flere opgaver vi skal tage hensyn til i planlægningen af den pædagogiske praksis. Fx Pædagogiske læreplaner og nedskæringer. I forhold til arbejdet med læreplaner, ser vi muligheder for udadtil at synliggøre vores pædagogiske arbejde, hvilket er med til at sætte fokus på vores faglige identitet og fremme vores professionsbevidsthed.

    I Troldehulen betyder det tværfaglige samarbejde at vi kan inddrage personer med specielle kompetencer i forhold til den bekymring, som vi har set og beskrevet. Herefter kommer de andre faggrupper med forslag og handlemuligheder.

    Forskellen mellem den pædagogiske profession og andre professioner er, at vi ser det hele barn i forskellige kontekster, hvor fx fysioterapeuten ser på barnets fysiske side og en talekonsulent ser på udtale og forståelse. Gennem didaktiske overvejelser tilrettelægger vi som pædagoger et forløb der omfatter det hele barn og kan medføre en udvikling.


    Den studerende har mulighed for at arbejde med følgende Centrale kundskabs- og færdighedsområder i relation til sin specialisering - Børn og Unge
  • Menneske-, lærings- og udviklingssyn
    Vores pædagogiske grundholdning er den anerkendende pædagogik. Vi prioriterer det hele menneske, og ser på barnets ressourcer frem for begrænsning. Vi er meget opmærksomme på at hjælpe børnene til at blive selvhjulpne. Vi arbejder på at skabe et trygt rum for både børn og voksne med udgangspunkt i omsorg, relationer og udvikling.
  • Børn og unges livsbetingelser
    Vi forholder os til børnene som de er og tager afsæt i deres behov, styrker og interesser. Vi fokuserer på det der virker og giver mening for barnet. Vi prioriterer de nære relationer og støtter børnene i at indgå i sociale samspil med hinanden og med de voksne. Hvis vi oplever at et barn har behov for ekstra opmærksomhed og støtte, involverer vi om nødvendigt eksterne fagpersoner.


  • Inklusion og eksklusion
    Vi støtter børnene i relationer på tværs af køn, kultur, alder, og familiemæssige ressourcer, i den daglige pædagogiske praksis på grupperne og i det åbne plan.
  • Omsorg, magt og relationsdannelse
    Vi er bevidste om magtfordelingen i vores relation til børn og forældre og derfor bestræber vi os på at være gode rollemodeller. Vi er bevidste om det pædagogiske personales magt i relation til børnene, da personalet ofte har en "Plan" med relationen, den er ofte tidsbegrænset og er fordelt ud på flere personer.
  • Børne- og ungekultur, leg og aktiviteter
    Vi vægter samspil og relationer højt, da det har stor betydning for livskvalitet og udvikling, at kunne spejle sig i andre og eksperimentere sammen. Vi arbejder med en vekslen mellem voksenstyret aktiviteter, børnenes egne leg, og samspil hvor vi udforsker børnenes egne interesser.
  • Brugerinddragelse og rettigheder
    Vi giver børnene medindflydelse på deres hverdag i det omfang det er til gavn for børnene. Derudover har vi en forældrebestyrelse, som har det overordnede pædagogiske og økonomiske ansvar for Muldvarpen. Her har forældre mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Vi samarbejder med forskellige eksterne faggrupper.
  • Love og konventioner og regler
    Vi arbejder udfra Dagtilbudlovens §7 og §8

  • Pædagogiske læreplaner og Sprogvurderinger
    Vi bruger de pædagogiske læreplaner med de 6 temaer, til at sætte fokus på det vi gerne vil opnå med de tiltag vi sætter i gang. Efterfølgende bruger vi læreplanen til at dygtiggøre os gennem evaluering og refleksion af vores arbejde. Sprogvurdering benytter vi i Indslusningsgruppen til at blive bevidste om barnets sproglige færdigheder.
  • Overgange og skolestart
    Vi har fokus på børnenes forskellige overgange. Først fra dagpleje til indslusningsgruppe. Herfra til en af grupperne og til sidst overgangen til skolen. Vi forbereder børnene på det nye der skal ske fx gennem forbesøg, små samtaler med børnene og møder de voksne imellem.


    Forslag til læringsmål:
    1. Praktikperiode: Sofie skal udfra det hun har observeret i dagligdagen være med til at planlægge, gennemføre og evaluere et pædagogisk forløb. Efterfølgende skal Sofie reflektere over forløbet sammen med vejlederen og vedligeholde Praktikdokumentet.
    2. Praktikperiode: Sofie skal på baggrund af hendes observationer i dagligdagen, analysere sig frem til et emne hvorudfra hun skal planlægge, gennemføre og evaluere et pædagogisk forløb. Efterfølgende skal Sofie begrunde hendes valg og reflektere over forløbet sammen med vejlederen samt vedligeholde Praktikdokumentet.
    3. Praktikperiode: Sofie skal på baggrund af hendes observationer og analyser af dagligdagen fagligt begrunde et valgt emne. Dernæst skal hun selvstændigt planlægge, gennemføre og evaluere et pædagogisk forløb. Efterfølgende skal Sofie reflektere over forløbet, vedligeholde praktikdokumentet samt bruge sine erfaringer til at videreudvikle den pædagogiske praksis.